Jeg har læst en artikel i Nyhedsavisen:
“Er et borgerligt menneske et godt menneske”
et interview med en liberale chef-ideolog Christopher Arzrouni.
Ganske morsomt …
Artiklen er et indædt forsvar for småborgerligheden som livsstil – og, selvfølgelig, for markedsøkonomiens velsignelser, men det er knap så meget i fokus.
Et lille citat:
“Ligusterhækkene rummer alt hvad jeg synes er positivt. Folk har deres egen lille parcel, deres brn og deres familieliv. De sørger for der kommer nogle ordentlige borgere ud af det, selvom nogle stemmer på andre partier og ender med beslag i ansigtet”
Andre småcitater:
“Der er styr på tingene i Smørumnedre” … og en vending der går igen fem-seks gange: “Pænt og ordentligt”
Det fik mig til at tænke på, at det illustrerer meget godt forskellen mellem det borgerlige frihedsbillede, og den mere libertært sindede venstrefløjs frihedsbillede.
Det borgerlige ideal går meget på velstand, luksus, at signalere overskud og – netop – det ‘pænt og ordentligt’.
Sørge for at hente goder og muligheder hjem til familien, og resten af verden har kun perifer interesse. Frivilligt socialt arbejde er uinteressant, mere eller mindre hykleri og selvgodhed, i hvert fald efter hans mening.
Det sjove er, at de fleste af hans synspunkter ikke kan få mit p** i kog.
På forbavsende mange punkter er jeg mere eller mindre enig med ham, på mange andre lodret uenig.
Det store skillepunkt, er dels ved det ‘pæne og ordentlige’, dels ved holdningen over for andre mennesker, der er knap så heldigt stillede.
Jeg kan undre mig over, hvordan man kan hylde en ‘frihed’ der er så eensporet. Orden i tingene, velstand, velstand, velstand.
Jamen, jeg er skam selv stor nyder af luksus – jeg behøver bare ikke at eje!!!
Tværtimod synes jeg, at den personlige fiksering på økonomisk velstand, og på at eje, stjæler personlig frihed!
Den største frihed har man da, når man er rimelig sikker på et stabilt sikkerhedsnet, så man så at sige ‘har råd til at gå på røv’en’ uden man nødvendigvis havner i rendestenen.
Og hvad med de der ikke mestrer det ‘pæne og ordentlige’.
Jeg tænker ikke på de ekstreme, der forfalder i bjerge af affal.
Blot de der ikke har evnen til at klæ’ sig i overensstemmelse med den rimelig velbeslåede middelklasses finurlige regler.
Skal de krybe hen i en krog og skamme sig – er dét ‘personlig frihed’.
Og hvad med de der ikke ønsker det pæne og ordentlige.
Skal de stenes ud af byen?
Hvis de f. eks. har et par høns gående i baghaven – af et hus, der ikke er renoveret for højst fem år siden??
For tænk nu, hvis lille Christian fik fugleinfluenza. Der er nok en regel vi kan bruge …
Er det frihed???
Er det frihed, at alle de der ikke er supertrimmede, skal klamre sig til hver øre af frygt for hvad der måske skal ske i morgen, så de ikke kan nyde livet en dags tid hvis de endelig har lidt økonomisk overskud??
At livsgrundlaget er rimelig sikret, er for mig det bedste udgangspunkt for frihed til de mange – så er der plads til kreative eksperimenter, og rummelighed også til de skæve eksistenser.
Men på den anden side, jeg har ikke en døjt imod at min nabo har en jetjager stående i baghaven – bare han ikke bruger den til at frisere min naturhave med …
Lad ham dog bare – måske vil jeg selv gerne ha’ en tur i den en dag …
At han så vil gøre sig afhængig af et helt vildt niveau af materiel luksus er hans problem – og også et eksempel på dén mangfoldighed der gør et samfund levende.
Vi, der ikke gider, må bare have fred til ikke at gide.
Og stemme for et socialt system, der sørger for at folk ikke unødigt forhutler ..
& holde venstrefløjen lidt i ørerne, så de ikke hopper på vognen og i en blanding af retfærdighedsfundamentalisme og rengøringsvanvid støvsuger samfundet helt for skumle afkroge …
Akja, sikke en verden …
