Jeppe 4-ever

Jeg er lige kommet tilbage fra en cykelferie (for single’r) med guide fra Dresden til Prag.

Pragtfuld ferieform sku’ jeg hilse og sige – det er afgjort noget der skal brygges videre på.

Vi havde en engelsktalende tjekkisk guide og en chauffør, osse tjekkisk – det var et tjekkisk rejsebureau der arrangerede selve turen.
Turen var på ialt 250 km. – vi kørte den på fem dage, med rutelængder der svingede mellem 35 km. og 65 km.
Vi kørte langs Elben og floden gennem Prag som er en biflod til Elben (husker ikke lige navnet).
Så det var fladt og ligeud – fornøjelsescykling, langs en cykelrute, der var sti meget af vejen (og med stor kreativitet lagt for dagen i henseende til belægning. Når nu betonkommunismen sku’ nedlægges, sku’ man selvfølgelig af med al beton’en – men hvorfor sku’ den lige placeres på cykelstierne .. ??)

Fra starten, i Dresden – en by, der blev eftertrykkeligt smadret under anden verdenskrig, men ny er genopført – en lille smule af by-centrum slap gennem tæppebombardementet næsten uden skrammer, og det er det der ses i baggrunden.

Lige lidt klipper og bjerge, stadigvæk tæt ved Dresden ..

.. vente på tog .. og vente .. og vente .. nu tæt på den tjekkiske grænse, men stadig i Tyskland ..
Véd ikke hvad der er med de jernbaneoverskæringer – i hvert fald var de mere lukkede end åbne … vi slap kun igennem når der ikke var udsigt til tog i mindst 10 minutter
.. måske et levn fra det gamle Østtyskland – de ku’ godt li’ bomme …

.. Tjekkiet i forgrunden, Tyskland i baggrunden … en lille by lige hvor grænsen følger Elben … vi krydsede grænsen tre gange indenfor et døgn, uden at mange overhovedet bemærkede det …
Havde vi gjort det samme for 25 år siden havde det nok bevirket en del rabalder …

… ja, der var osse en del terrænløb … sådan krydser en cykelsti floden, i Tjekkiet …

.. og lige en enkelt udsigt over en tjekkisk by, ved Elben …

Tempomæssigt, gik det helt fint, for mig ..
Selvom det skulle være fornøjelsescykling, var det flest motionscyklister, der deltog .. og det lagde tempoet.
Det var ikke noget problem for mig, på de lige strækninger.
Men på de få stigninger, der var på ruten, kunne jeg godt mærke, at jeg havde lidt mere at bære på end de fleste andre ..

Især den sidste kilometer på strækningen trak tænder ud – en ganske uskyldigt udseende tunnel midt i Prag … ‘The Killer Tunnel’

Jeg er i gang med at læse romanen om Jens Langkniv.

Det må siges at være en rigtig koloristisk historie.
En rigtig drengerøvsbog, faktisk, hele historien er lidt en mellemting mellem Robin Hood og De Tre Musketerer.

Jens Langkniv var en historisk person, der levede i 1600-tallet, i 30-årskrigens tid.
Der var mange myter og historier om ham i Midtjylland, og på et tidspunkt fandt man ud af at der faktisk var registreret en Jens med tilnavnet ‘Langkniv’ i een eller anden politirapport (eller hvad det nu hed dengang).

I Aakjærs historie starter Jens som en ret almindelig ung mand, der bare var lidt for ustyrlig og viste sig specielt god til knivkast, hvilket imponerede og skræmte de der spillede op til ballade over for ham, men han gjorde ikke nogen fortræd – det behøvede han heller ikke …

Indtil en dag, en degn havde set sig sur på Jens fordi degnens datter var forelsket i ham.
Samme degn var en berygtet hekse-jæger på egnen, der havde fået adskillige kvinder på bålet.
Så fandt han på, for at hævne sig på Jens og få datteren på bedre tanker, at anklage Jens’ mor for heksekunst.
Det sku’ han lissom ikk’ ha’ gjort.
Det kom til et større opgør på en kro, hvor de gjorde holdt, og i kampens hede kom Jens til at stikke en foged ihjel.
Det lyder som et drama med store, svulmende lidenskaber – og det er det da osse, men hele situationen er samtidig en farce .. en balancegang Aakjær mestrer ret elegant flere steder i bogen.
Jens Langkniv er en sand mester i at gøre opblæste autoritetspersoner totalt til grin – og dét er ikke kedeligt.

Han ender – selvfølgelig – som en fredløs strejfer, og det lykkes ham osse at blive rodet ind i 30-årskrigen.
Men de nærmere enkeltheder vil jeg overlade til eventuelle inspirerede selv at få med … jeg kan kun anbefale bogen!

Den ville gøre sig ude-mærket som moderne action-komedie …
Og den har faktisk været filmatiseret – men nok mere som socialrealistisk drama, i 1940,l med selveste Poul Reichard i hovedrollen.

Sku’ nogen ha’ set filmen, eller véd om eller hvor man ka’ låne en kopi, vil jeg da gerne ha’ det at vide …

Jeg blev inviteret ned i en kolonihave, hos een af mine gode bekendte, i går aftes, til lidt aftensmad.

Og, nej, det var ikke grill-mad.
Min gode bekendte – og jeg selv, også – omgås et ældre kampucheansk ægtepar ind imellem – især manden.
Vi interesserer os allesammen for mad, motion, helbred, og natur.
Hér har campucheanerne – gang på gang – nogle spændende indfaldsvinkler.

I går havde de taget mad med hjemmefra.
En suppe.
Kogt på forskellige grøntsager, så vidt jeg kunne se gulerødder og squash, og forskellige andre rodfrugter.
Dertil, en ganske lille-bitte smule kyllingekød, samt ingefær og peber – det smagte som chili, men det var peber, forklarede de.

Det var en rigtig suveræn, østerlandsk suppe.
Der var ikke ret meget, men som jeg kender os, vidste jeg det ville være rigeligt.

Min gode bekendt gik ned i haven, gravede nogle nye kartofler op, og nogle maj-roer.
Det blev kogt over gasblusset.

Dertil osse nogle få blade frisk spinat, og almindelig salat.
Som dressing, havde han noget kvalitets olivenolie, og en lille smule olie med ægte trøffel-stykker, købt på det fødevaremarked jeg omtalte for lidt siden.

Alt dette, kombinerede vi så hver især efter behag …

Let, nem, down-to-earth sommermad.

Sidste år fik en Muhammad Yunus fra Shri Lanka Nobels fredspris for idéen til mikro-lån.

Det er meget små lån til almindelige mennesker i u-landene der ønsker at starte en lille virksomhed op.
Idéen har været en betragtelig succes rundt omkring i verden, og nu har man fundet på at organisere det i en form så det for alvor konfronterer os med vore egen mulighed for at gøre en forskel.

Der er lavet organisationer, der formidler mikro-lån mellem enkeltpersoner i den rige del af verden, og mini-projekter i u-landene.
Uuh-ha .. så er det svært at knibe udenom, og se sig selv i øjnene …

Jeg kunne personligt godt finde på at yde et lån af dén art.
For mit eget vedkommende, helst inden for fødevareproduktion.
Det må jo siges at jeg er blevet bekræftet i min fornemmelse af at det med fødevarer er ret så vigtigt – især er bekræftelsen, på ikke så behagelig vis, kommet netop fra tredie verdens lande.

Mit største forbehold er, som sædvanlig, hvor meget af et eventuelt lån går til forskellige former for (mere eller mindre) korruption.
Det er vigtigt for mig, at den organisation, der formidler lånene, helt og holdent har styr på at pengene havner de rigtige steder.
Ikke fordi det er en katastrofe at miste et mindre beløb.
Men fordi penge nødig skulle gå til våben, der vendes mod de folk, man gerne vil hjælpe.

Et par link til organisationer, der formidler disse lån:
www.myc4.com
www.kiva.org

.. begge nævnt i Juni-nummeret af Samvirke.

Også Care og eBay har gang i eet eller andet omkring mikrolån, men dog ikke ‘person-to-person’ som de to ovenstående.

Jeg var lige en tur forbi fødevaremessen i Svendborg, hér i søndags.
Det er første gang, jeg har været der – det er blevet mig anbefalet flere gange, men der er altid lige kommet noget i vejen.

Nå, men det var virkelig spændende.
Det er et foretagende, der hedder Kulinarisk Sydfyn, der står for messen – hvad de præcis er, ved jeg ikke, om de har et eller andet med lokale brancheforeninger eller handelsstandsorganisationer at gøre …

Fokus er i hvert fald på produkter – både råvarer og færdiglavede – af særlig kvalitet og originalitet, ting man ikke sådan lige finder i det lokale supermarked.
Det lever man osse op til, må man sige.
Masser af små producenter, både folk der selv dyrker råvarerne, og andre handlende og producenter.

Jeg faldt over en grønlandsk stand, hvor de solgte moskusokse-kød.
Det sku’ prøves – så havde jeg noget nyt til aftensmaden.
Ku godt ha’ tænkt mig det med nogle lidt spændende svampe, men måtte nøjes med nogle økolgiske forårsløg jeg købte på messen, og ganske almindelige champignons.

Det var nu osse ganske udmærket, gav en fin gullasch.
Jeg begik nok den fejl at jeg skulle ha’ ladet kødet tø helt, og hældt kød-væsken fra, og så stegt kødet i varmt fedtstof, uden væske … det tror jeg, havde været det optimale.
Men det smagte nu meget godt.
En smag – selvfølgelig – lidt i retning af oksekød, men med en svag, karakteristisk og spændende aroma.
Ikke så tørt og kraftigt i smagen – jeg havde måske ventet noget lidt mere i retning af vildt ..
Sku’ nok iøvrigt ha’ haft nogle tyttebær til .. men det må blive en anden gang.

Jeg købte osse noget havtorne-saft (eller vist egentlig en slags flydende gelé). En helt særpræget smag, meget syrlig, og vist nærmest beregnet til madlavning.
Jeg prøvede det i går i noget sammenkogt/stegt grøntsager, og smagen slår godt igennem og gi’r en særlig ‘twist’ til retten.

Jeg fik osse fat i noget stikkelsbærmarmelade.
Stærkt underkendt, sku’ jeg hilse og sige.
Jeg kender stikkelsbær hjemmefra, vi havde et par velforsynede buske – men jeg ved egentlig ikke hvad min mor brugte dem til – grød, tror jeg. I hvert fald ikke marmelade.
En ret nem busk at ha’ med at gøre – rent dyrkningsmæssigt.
Og altså, fine bær til marmelade.

Tjo – som een af mine gode bekendte sagde, der ryger altså en del penge.
For mit vedkommende, godt 300 kr.
Havde jeg nu været på heldags ekspedition, ku’ det nemt være blevet til en go’ del mere …