Jeppe 4-ever

Den klassiske råkost-salat ..

Revne gulerødder.
Rosiner
Ananas i tern

.. sådan!!
Går ganske fint selv, også uden dressing, og smager forbløffende godt.

Jeg er meget fascineret af geder .. de eneste dyr jeg har med at gøre lige p.t. (har også haft en del fjerkræ, i en kort periode)
Mage til multi-funktionsdyr som geder skal man lede længe efter.
De er nemme at passe – kræver næsten ingenting.
De spiser alt mennesker hader .. stive, gamle græsstrå, tidsler, grenaffald, ja endda brombærranker – og er derfor fremragende til naturpleje.
(At de så osse spiser en del af det mennesker elsker – så som buske og træer i haverne – ja dét er en anden historie, man skal så ‘bare’ sørge for at holde geder og haver adskilt).

Geder er også meget gode kæle- lege-dyr – de er selskabelige, aktive (modsat f. eks. får) og sjove at se på.

Synd de er kommet så meget i miskredit – Mads Gedebuk i grøftekanten har hjulpet mangen en fattig familie gennem vinteren i gamle dage ..
Netop derfor griner man af dem i dag ..
Hvilket man så osse er ved at komme ud over; der sælges gedekød og -mælk, og der opdrættes kødgeder, herhjemme, igen ..

Vi er en lille gruppe, der efterhånden har en fast tradition for at tage på en ‘ø-tur’ hen på efteråret.

Målet i år var Skarø. Jeg har efterhånden været der en del gange, men det er en rar oplevelse hver gang.
Det er lidt som at komme hjem – 50 år tilbage i tiden.
Skarø er en lille ø – kun et par kv.km.
Men for en tid tilbage boede der faktisk et par hundrede mennesker på øen.
Der var et par store gårde, og nogle små husmandssteder – samt en lille landsby.
Utroligt, hvad man kan klemme sammen på to km.

De små husmandssteder ligger der stadig, de ser ud som de altid har gjort .. ikke renoveret til ukendelighed, men blot pænt vedligeholdte. Ingen nye parcelhuse eller sommerhuse.
Bittesmå veje. Ingen biler.

Der er ikke meget landbrug mere .. mindre end sidst jeg var derovre, mener jeg ..
Men der er et kodriver-laug, der har noget langhornet skotsk højlandskvær gående.

… køerne ville ikke så gerne fotograferes, men de er der da, i baggrunden ..

Det er forbavsende, så let man får fem timer til at gå på sådan en lille klat land ..
Gå lidt rundt, nogen af os gik i vandet, gå på opdagelse efter eet-eller-andet whatever, man nu ligfe er blevet interesseret i ..
Vi tilbragte en del tid med at se om vi ku’ få fat i en økologisk is baseret på birkesaft, som de reklamerede med ved øens købmand – som desværre var lukket da vi kom.
Det måtte vi dog opgi’ … men vi fik hilst på nogle af de lokale (der bor omkring 30 på øen nu) der sad på en tilgroet gårdsplads og drak en tidlig eftemiddags-øl.
Pudsigt, dét ville man ikke se på en ’standard’ dansk gårdsplads – og man ville i hvert fald helt sikkert ikke gå ind og hilse på og spørge om økologisk birkesaft-is.

Jeg var lige en tur ude forbi Skarø Rev.
Det er en ordentlig revle, der går langt ud i vandet.
Med fin sand, den må være udmærket til badning (jeg er ikke selv den store vand-dyrker).

Nu er jeg jo, som tidligere nævnt, i gang med at læse en bog om ‘68-oprøret.

En beskrivelse – eller vending – der går igen mange steder, er ‘Den Nye Venstrefløj’, især i forbindelse med USA, men også både Frankrig og Tyskland.

Den var, kunne man sige, karakteristisk ved, at den hverken brød sig om ideologi og praksis i USA, eller i Sovjetunionen.
Også ved, at den var indædt anti-autoritær.
Det var da osse typisk at de store kommunistpartier – f. eks. i Frankrig, hvor det især gik hårdt til – ikke brød sig om studenteroprørerne – for nu at sige det mildt.

Sådan overordnet og lidt skråt udefra – er det vel ikke helt af vejen, at kalde ‘68-erne for anti-autoritær venstrefløj.
At de så var lidt inkonsekvente, i form af deres beundring af Ho Chi Minh, Che Guevara og til dels Mao er så selvfølgelig lidt besynderligt – men måske forståeligt, også fordi dén ‘purisme’ der næsten altid karakteriserer en ‘revolutionær’ ånd, især blandt unge – osse stak hovedet meget kraftigt frem, skjult bag løfter og drømme om frihed og et spændende liv .. og-alt-det-dér …

Nå, men min pointe er, at den anti-autoritære venstrefløj ikke er nogen ny foreteelse.
Man kan sige, at mit indtryk er, at den frie socialistiske tanke blev kvalt i en periode, især i 30′erne og 40′erne, hvor vi på grund af verdenskrise og verdenskrig fik en del andre ting at tænke på ..
Tryghed frem for alt …

I Danmark, i årene mellem 1890 og 1920, var der en meget ihærdig socialreform-bevægelse, der især forkuserede på børn og unge på landet.
Meget tyende levede under elendige vilkår, og dét havde mange, både samfundsengagerede folk fra byernes voksende middelklasse, og unge med rod i selvsamme landbokultur, fået øjnene op for.

Der var, for mig at se, forbavsende mange paraleller mellem landarbejderbevægelsen og tresseroprøret.
Også landarbejdernes kamp for bedre vilkår handlede om frihed og social retfærdighed, og var i høj grad en kulturkamp.
Det var også, hvad vi har for vane at kalde ‘kulturpersonligheder’ der var oprørets bannerførere.
Med tråde til kulturradikalismen, som jo var en idé om frigørelse, og med den socialdemokratiske by-arbejderbevægelse, som mange af landarbejder-forkæmperne dog havde et aldrig afsluttet had / kærlighedsforhold til.
Så vidt jeg fornemmer, var landarbejderbevægelsens vision, et samfund primært bestående af (ganske) små familie-landbrug, med fokus på selvforsyning, og som fungerede i landsby-fællesskaber, der lå et sted midt mellem Andelsbevægelsen og de mere socialistiske kollektiver.
Men altså, med en udtalt fokus på den frie små-bonde.

Kampen i retning af dén vision, var i høj grad koloristisk, og foregik med megen bulder og brag.
Det ser, f. eks., ud som om vor tids skytte- Gymnastik- og Idrætsforeninger delvis har rod i småhusmænds forsvars-samarbejde i forbindelse med de Blå Gendarmer i provisorietiden, i slutningen af 1800-tallet, hvor småbønderne samlede våven for at kunne forsvare sig mod den statslige overmagt.

Meget af kampen foregik med farverige provokationer – især Jeppe Aakjær var hér en sand mester – og, som så mange andre af hans lige, et menneske med et ego på størrelse med Rundetårn og absolut ikke særlig god mod sine venner og støtter.
Modsat Johan Skjoldborg, som – har jeg læst – i en periode bekendte sig til den russiske anarkisme, og – som sådan (måske, modsat hvad mange tænker om anarkismen) præget af en ret streng moral.
Når man læser “Et Moderne Livs Fortælling” får man et – forbløffende – indtryk af Aakjær som et menneske der både i tanke og handling har rigtig meget til fælles med mange af ungdomsoprørets ikoner – især John Lennon, er min oplevelse.
Aakjær var i dén grad en ven af både den romantiske og den kødelige kærlighed – hvilket han så absolut ikke lægger skjul på, i meget af hans digtning.
Han var antiautoritær om en hals, var hele livet i kødet på alt og alle, især religiøs konservatisme, dengang konkretiseret ved Indre Mission, og storbøndernes tyranni over de små i lokalsamfundet.
Han vaqr antimillitarist hele livet igennem.
Og, indædt modstander af industrialiseringen, fordi den – efter hans mening – ødelagde både natur og mennesker.

Nu er det Jeppe Aakjær jeg nævner hér, fordi det er en biografi om ham, jeg har læst, men det er mit indtryk, at de tanker og vieioner han havde, også deltes af mange andre i landarbejderbevægelsen.
En mand som Søren Lolk fra Tåsinge er osse blevet kaldt en slags ‘Hippie der var født for tidligt’, og, som nævnt, osse Skjoldborg er interessant i dén forbindelse.