Jeppe 4-ever

.. et måltid, der er nemt at tilberede, og som smager aldeles pragtfuldt.

Problemet er, at det er (ubegribeligt) svært at skaffe hønsekød.
Gad vidst hvad de egentlig gør med de høns der er udtjente som effektive æglæggere efter et års tids tro tjeneste?
Brænder dem?
De er i hvert fald ikke at finde i supermarkedernes kølediske længere.

Det vil sige, det er de så igen – oven i købet i let tilgængelig form.
Nemlig som terninger af frosset, kogt hønsekød.

Så jeg sku’ da lige prøve den go’e gamle.
Enkelt, hurtigt, sundt.

Bland hønsekøds (ikke!!!!! kyllingekøds) -terninger i en gryde med porrer, gulerødder, selleri og evt. pastinak og kartofler.
Og vand i, til det er godt og vel dækket.
Supplér evt. med en suppeterning, til smagen er tilpas.
Kog det, og bland tilsidst kød- og melboller i.

Se dét er suppe – noget helt og aldeles andet end dét sjask man køber som frosset suppe i dyre domme i supermarkedet.

Man kan evt. koge hønsekødet først, si vandet fra og bruge dét til suppen – og så bruge kødet til frikassé, i en lille hurtig to-retters menu.

Vil man være rigtig avanceret, kan man lave sine melboller selv.
Det er ret besværligt (det er faktisk vandbakkelse-dej, hvis nogen har prøvet at lave dét) – men der er en opskrift hér:

http://www.dk-kogebogen.dk/opskrift2/visopskrift.php?id=5716

.. men til gengæld er belønningen melboller af en h-e-l anden karat end dem man køber frosne ..

Sandfeldgaard ligger et stykke nord for Brande, ned mod Skjern Aa, i et område der – bortset fra eng-arealerne – består af mager, sandet jord, der indtil for 100 år siden for en stor del var lynghede.

Midt i det 19. århundrede var gården ejet af en Peder Kibæk.
Hans barnebarn (som iøvrigt hed det samme) fortalte om livet på gården til en slægtsforsker, engang i starten af det 20. århundrede.

Det gav et godt billede af landbo-livet, dengang, for egentlig ikke så længe siden.

Gården var befolket af gårdejeren, hans kone og børn, 3 karle og 3 piger.
Derudover har der givetvis været diverse daglejere og anden løs arbejdskraft.

Arbejdsdagen var lang – men afbrudt af mange og kraftige måltider.
Blandt andet, braskartofler med tilbehør til morgenmad.
Kartofler med stegt flæsk til middagsmad.
Mellemmad midt på eftermiddagen, rugbrød med forskelligt pålæg der blev bragt ud inde fra gården.
Een til to gange aftensmad, typisk bestående af grød.
To gange aftensmad især om vinteren, fordi man skulle tidligt hjem fra marken, så der blev spist både når man kom hjem og før man gik i seng.

Det var før julegavernes tid.
Så julen var i stedet en periode hvor der blev spist og festet rimeligt igennem.
Startende med juleaftensdag, hvor man fik et solidt måltid om aftenen, og hyggede sig med kortspil, snak eller dans om aftenen.
Herefter var der forskellige former for komsammen omkring god mad de næste to uger, indtil Helligtrekonger, hvor man holdt lav profil, af respekt for dagens hellige karakter, og sluttede julen af.

Peder Kibæk blev beskrevet som en streng, men også munter mand.
Når han kom hjem fra marken om aftenen, var det altid med sin karakteristiske skindkasket, og han gik altid og sang eet af sit arsenal af gamloe folkeviser.
Hvorvidt han drak eller ej, var tema for en del diskussioner.
Een eller anden havde en flaske stående i skjul bag et skab, og nappede sig en dram om morgenen, men om det var faderen eller sønnen, hersker der nogen usikkerhed omkring. Alomindeligvis sagde man, at Peder aldrig drak, kun en enkelt dram i festligt lag, som det nu hører sig til ..

Der var ti-tyve køer på gården, en ganske stor flok får, og svin – formentlig osse høns.
I hvert fald ver det ved een af årets højtider tradition at man serverede en stor skål fuld af kogte æg, til eet af måltiderne.
Man dyrkede kartofler, rug, boghvede, og hvad der nu ellers var brug for.
Gården var næsten 100% selvforsynende, man købte lidt mel og lidt sukker, det var stort set alt.
Mejeriprodukter lavede man selv og solgte af dem.
Udenfor køkkenet var der et rum der lå halvt nede i jorden, et mælke-rum, hvor man lavede smør og ost.

Der slagtedes osse på gården, især får og kvier, og slagte-dagene var selvfølgelig også et påskud for en rimelig solid middag eller to.

Alt i alt får man indtryk af et liv, der nok var slidsomt, men hvor der absolut ikke sparedes på mad og festlighed.
Nu var det selvfølgelig også en sønnesøn af gården der skrev det, men alligevel ..

Jeg husker selv at min far var een af de sidste daglejere, og déngang – lige omkring ‘60 – var det osse kendt, at nogle af gårdene fodrede arbejdsfolkene rigtig godt af ..

Jeg har læst beretningen i Fløe-slægtens slægtsbog.
En slægt der iøvrigt var / er ganske farverig – det gemmer jeg til en anden go’ gang …

Der kan osse læses lidt om måltider på land og i by i gamle dage hér:

http://www.fyens.dk/article/877114:Bagsiden–Davre–unden-og-nadver