Jeg har lige læst en bog af den russiske / sovjetiske forfatter Mihail Sjolohov.
Bogen hedder “Fortællinger fra Don”.
Sjolohov blev født omkring forrige århundredeskifte, og gennemlevede således hele den russiske revolution og det drama, der udspandt sig i årene omkring omvæltningerne.
Bogen er egentlig ikke særlig fængende eller velskrevet – den fortæller den samme historie om og om igen, blot med nye personer …
Dét der gør den interessant, er dens skildring af vilkårene for småkårsfolkene ude på landet, lige før og under kommunisternes magtovertagelse.
Det giver et tankevækkende perspektiv på, hvorfor den sovjetiske kommunisme udviklede sig som den gjorde – den hensynsløse undertrykkelse af al modstand, og den hårdnakkede beslutsomhed i retning af kollektivisering af landbruget.
Ude i de små landsbyer, var befolkningen i grove træk delt i to grupper – en mindre gruppe ret velhavende bønder, og en noget større gruppe, der var en slags landproletariat, som havde lidt smålandbrug eller håndværk, og som supplerede indtægten som daglejere ved de rige bønder.
Dét, der var påfaldende, var de rige bønders grove udnyttelse af landarbejderne – det var så een ting, men endnu mere uhyggelig var dén brutalitet hvormed de knuste ethvert forsøg på organisering eller krav om forbedring af vilkårene.
Mord hørte helt enkelt til dagens orden.
Var der en enkelt, der markerede sig i forhold til de værste uhyrligheder, slog de velstående bønder sig sammen tre-fire stykker, og så skete der en diskret ‘ulykke’ eet eller andet sted ude på stepperne, eller den formastelige blev simpelt hen skudt .. nemt at skjule i et lokalsamfund, hvor ingen turde tale – alle kender jo alle, og er bundet af gamle traditioner, til dels religiøst begrundede ..
Da det så kom til åben borgerkrig, kunne man jo også slæbe folk for retten, ved den mindste mistanke om samarbejde med Den Røde Hær .. og så henrette folk uden at skele synderlig meget til om der var retfærdig rettergang .. det var jo krig, og dermed nødret.
Under de vilkår er det indlysende, at en stærk organiseret bevægelse, der gjorde hårdt og kontant op med jordejerne, var en fristende mulighed ..
Jeg husker selv mentaliteten – om end i meget mindre grad – fra landet, herhjemme, for et halvt hundrede år siden.
Bønderne déngang var selvfølgelig ikke tilnærmelsesvis så hensynsløse og brutale – og det har de aldrig været, men for endnu et halvt hundrede år tilbage havde især tjenestedrenge og karle miserable forhold.
Der var også trusler i luften omkring de der organiserede landarbejderne herhjemme – men det gik dog noget mere lempeligt for sig.
Men billedet af sognekonger og storbønder, der sad tingt på sognekasserne når en fattig arbejdsmand blev syg .. og ofte pressede ham til at arbejde længere tid uden ekstra betaling, hvis arbejderen ikke kunne bide fra sig .. ja, dét husker jeg godt.
Ganske vist var der også ganske mange gårdejere, der var gode ved deres ansatte – daglejerne vidste godt, hvor det var godt at være …
Men de, der ikke var, var til gengæld tit rigtig grove – og ekstremt påholdende ..
Det var en aktiv og vedholdende venstrefløj, der fik gjort op med dén praksis .. og min mening er, at der vedholdende er brug for en venstrefløj, der kan tale de svages sag – de, der ikke selv kan stå fast over for en hård arbejdsgiver eller mellemleder.
Problemerne er anderledes i dag, og der er færre der udsættes for ubehageligheder .. de, der gør, de svageste i samfundet, er også en meget mere forskelligartet gruppe ..
Men dét ændrer ikke ved, at der stadig er brug for nogen der taler og arbejder for deres sag …
Dertilo kommer, at problemerne i dag er internationaliserede .. at vi i en vis udstrækning har vores velstand takket være ansatte i bl. a. Østasien, der arbejder under elendige forhold …
Nu skriver jeg ikke dette for at forsvare Sovjet-kommunismen.
Det handler mere om, at bogen giver en indsigt i, hvorfor systemet udviklede sig så forbenet .. og hvorfor intern opposition også blev knust.
Sovjet-kommunismen blev på længere sigt en katastrofe for socialismen, og for venstrefløjen, der på mange måder ikke rigtig kan finde troen på sin berettigelse og sit projekt, efter murens fald.
Men berettigelsen er der .. og dét uagtet, at man (hvilket er rigtig nok, efter min mening) ikke kan realisere et socialistisk / kommunistisk “paradis på jord”.
Man skal alligevel ikke være så bange for at kalde sig socialist – og heller ikke for at erkende, at man kan være socialist på mange forskellige måder.
Jeg har personlig stor beundring og respekt for de små selvstændige erhvervsdrivende.
Udviklingen af et mere retfærdigt samfund med rimelige vilkår for de svagest stillede burde fra starten af være sket i dialog mellem arbejderbevægelsen og de små selvstændige – bønderne, især, dengang – og småhåndværkerne.
Mange mente faktisk dengang, at markedskræfternes hærgen var en lige stor trussel mod begge disse to grupper – og at de burde have indset det, og arbejdet sammen, i stedet for at gå i åben krig ..
Nå, dét var blot lidt løse tanker en lummer augustaften …
