Jeppe 4-ever

Lige fra jeg var barn, har jeg, selvom jeg var den forsigtige type, haft det bedst med, selv at kunne forvalte meget af min tid.
Selv at bestemme ..

Hvor jeg boede, var der osse meget plads at udfolde sig på.
Åerne, skovene, de små veje, var dér hvor jeg færdedes.
Sanseindtrykkene fra en egn hvor landskabet vækslede jævnt mellem dyrket mark og halv- eller helvild natur.
Jeg drømte om at rejse, lære nye steder at kende – især ville jeg gerne opleve vildmarken, den øde natur.
Men materielle goder interesserede mig ikke synderligt. Jeg havde ikke det store behov for fine, nye ting.
Ikke at jeg på nogen måder var spartansk eller nøjsom – jeg er en stor elsker af god mad, kreative udtryk og skønhed.
Men dét at eje ting havde ikke den store appel.

Jeg er født og opvokset blandt småhusmænd og landarbejdere. De fandtes endnu, dengang i tresserne – der hvor jeg kom fra. 
Jeg voksede op noget isoleret – og da jeg kom ud blandt mennesker, fandt jeg det svært at passe ind ..
Jeg kom i gymnasiet – og mødet med dansk middelklasse-livsform var noget af et kulturchok for mig.
Jeg følte mig heller ikke hjemme i det socialdemokratiske arbejdermiljø.

Det handlede meget om frihed versus tryghed.
Af mange grunde, havde jeg det fint med den socialdemokratiske velfærdsstat, som den udviklede sig i netop de år.
Den almindelige lønmodtager fik det ufatteligt meget bedre i dén periode, det var fremskridt der kunne mærkes så det gjorde noget.
På den anden side havde jeg det meget svært med, hvad man kan kalde den socialdemokratiske institutionskultur.
Tendensen til orden, system og regelmæssighed.
Som for min far, stod det for mig som et mareridt, at ende som fabriksarbejder inde i byen, eller på kontor.
Min far var en slider – han ville være udendørs, i fri luft, og helst arbejde for sig selv. Hans liv var ikke nogen dans på roser, han endte som en bitter mand, men det er en anden historie.
Men han ville være sig selv. Det ville jeg osse.
Vi var meget forskellige på mange punkter, men vi havde det til fælles – at vi ville være os selv, men samtidig mangle gennemslagskraften overfor andre – at klare os i livskampen.

Dét er nogle meget personlige ting.
Men det handler om at holde af naturen og landet, om ikke at sætte materielle goder – specielt status-forbrug – særlig højt, om behov for frihed, og om behov for social sikkerhed.
Det er en balance jeg oplevede var svær at finde, i det danske politiske spektrum.
De borgerlige partiers tilhængere var hårde ved de små – noget vi mærkede helt konkret derude, hvor bønderne som regel var venstrefolk, og mange af dem underbetalte daglejerne (som ikke var organiserede) og brugte deres arbejdskraft til det yderste.
At komme i fagforening, og få mindsteløn, var et kæmpe fremskridt.

På den anden side var også den socialdemokratiske kultur, som nævnt, svær at leve med – og det var helt galt med kommunisterne, og senere beton-marxisterne, med deres intellektualisme og kæft-trit-og-retning kultur.
Dét rystede mig, selvom jeg på mange måder var meget glad for tresser-oprøret.

Ikke socialdemokrat, ikke borgerlig, ikke marxist – en følelse af også at være kulturfremmed alle vegne ..
Hvad var man så lige .. ???