Jeg har i helt forskellige sammenhænge faldet over et par interessante nyheder ..
For det første
Det har undret mig, hvorfor det pludselig var vigtigt / relevant at få ændret Pluto’s status fra planet til .. eet eller andet andet, som der var en hidsig debat om, på en international astronomi-kongres for et par år siden.
Til de der måske ikke kender så meget til det, Pluto er den hidtil fjerneste af planeterne i solsystemet, en lille is-og sten-klode, helt derude hvor solen kun er en smule større end de andre stjerner …
Nå, men forklaringen på Pluto’s status-skift er, at Pluto rent faktisk ikke længere er så alene, derude i tomrummet.
Eller, det har den aldrig været, men nu har vi altså også opdaget, at den er en del af en meget større familie af objekter, hvoraf de fleste ligger endnu længere ude, og hvoraf i hvert fald een er større end Pluto.
Astronomerne kalder det Kuiper-bæltet , det er en masse små ‘dværg-planeter’, asteroider, kometer og store sten, der ligger og damper rundt i rummet mellem Neptun og Pluto, og altså også endnu længere ude.
Astronomi er i høj grad et fag, hvor der sker nye opdagelser .. man har langt fra styr på solsystemet endnu, som det fremgår … men det er fysik i høj grad osse.
Så
for det andet
har jeg læst en artikel i Illustreret Videnskab, der endnu engang bekræfter, at fysik kan være ren Indiana Jones – eller i dette tilfælde, nærmere ren Da Vinci Code.
Det handler om, at man omkring år 1900 fik øje på en gammel bog, et bønneskrift, lavet af munke omkring år 1100.
Allerede dengang vidste man, at manuskriptet var skrevet på noget papir, der allerede var skrevet til – altså regulært genbrug – og at den underliggende tekst sandsynligvis stammede fra den græske matematiker Arkimedes.
Med datidens teknikker var det svært at stille noget op med det, så bogen blev endnu et værdifult antikvariatisk effekt, der så blev solgt til samlere. Og det er ikke småbeløb, der er tale om.
Bogen har været forsvundet i mange år, men dukkede så op i een eller anden samling, for nogle år tilbage.
Man besluttede sig så for, igen at forsøge at dechiffrere den underliggende tekst, da man så at sige ingen tekster har der stammer fra Arkimedes selv, og derfor var interesseret i at se om man ku’ få et mere samlet billede af hans matematiske arbejde.
For at gøre tingene endnu vanskeligere viste det sig, at flere af siderne var blevet dækket af nogle falske guld-miniaturer, som een eller anden i løbet af det 20. århundrede havde malet hen over bønneskriftens tekst.
Altså to nye lag ovenpå en omkring 1500 år gammel tekst i et manuskript der var meget beskadiget …
Hvordan læser man l-i-g-e det ????
Jo, man bruger røntgen-diffraktion.
Det er en teknik, der præcist kan afgøre, hvilket (grund)stof der er på et område, der bestråles med partikler med relativ høj energi – evt. røntgen.
Dette fremprovokerer en røntgenstråling fra atomerne i stoffet; og energierne af disse ‘reflekterede’ røntgenstråler fortæller så, hvilket stof der er tale om.
En ret almindelig anvendt teknik i arkæologi, fordi man kan analysere et stof / materiale uden at beskadige det.
I dette tilfælde var det så heldigt, at dén blæk, der var benyttet til at skrive den originale tekst (altså Arkimedes’) indeholdt jern .. hvillket de to andre lag af tekst ikke gjorde.
Så man ’skannede’ simpelthen siden v. hj. a. røntgendiffraktion, så at sige pixel for pixel, og kunne på dén måde se præcis hvor det oprindelige blæk var placeret på papiret.
Og dermed rekonstruere teksten.
Uden på nogen måde at beskadige det oprindelige pergament …
Det er sådan noget, der endnu en gang får een til at spærre øjnene op, og tænke Whauw … hva’ bli’r det næste … !?
Fandt lige et link om historien:
http://www.berlingske.dk/article/20070224/viden/102241015/