Kivalina

Jeg har altid været fascineret af fjerne samfund, afsides beliggende steder – især nordpå.
Så når der er en anledning til at præsentere eet af disse samfund, er det da med at gribe chancen.
Det er der så hér – omend baggrunden er lidt trist, lidt uhyggelig ..

I Horisont (DR1 TV) så jeg for en uges tid siden en udsendelse om et lille samfund i Alaska, Kivalina.

Det er et – blandt mange andre – samfund hvis indbyggere er inuitter (eskimoer) som lever næsten helt isoleret fra resten af verden – som også mange lignende samfund på Grønland.

For at overleve, er de stadig nødt til at tage ud på sæljagt, om end de nu til dags får et supplement fra den omgivende verden, dels i form af fattighjælp (som det kaldes), dels i form af (nogle) fødevarer.
Men et langt stykke hen ad vejen må de klare sig selv.
De har også en lokal administration, ledet af en landsby-øverste – tror hun har titel af stammehøvding eller lignende.

Det er tankevækkende, at der stadig findes samfund, der langt hen ad vejen er ‘left to their own devices’ både i henseende til (fødevare)forsyning, og ledelse.
Det kunne være spændende at forske i, hvordan sådanne samfund fungerer – måske som inspiration for nogle øko-samfund, der også eksperimenterer med selvforsyning og selvforvaltning.
Selvberoende uden at afskære sig fra verden.

Det er een ting.
Når Kevalina er kommet på verdens dagsorden, er det fordi de er ofre for den globale opvarmning, og de har besluttet at prøve at gøre noget ved det.
Byens problem er, at den ligger på en lav tange der rager ud i havet, så når vandstanden stiger, og isen smelter, går det galt.
I første omgang trues byen af oversvømmelse hver gang der er kraftige storme, på sigt kommer området simpelt hen til at stå under vand.
Desuden er husene bygget direkte på permafrost-laget, som altså udgør husenes fundament.
Så når permafrosten smelter, ser det skidt ud. Husene bliver simpelt hen ustabile.

Staten Alaska nægter at give indbyggerne støtte til at flytte byen, da dét kan skabe præcedens for de talrige andre små-samfund op langs kysten. Mange står i samme situation.

Derfor har indbyggerne i Kivalina valgt intet mindre end at sagsøge en række af de mest CO2-udledende selskaber i USA, med et erstatningskrav for at ødelægge deres livsgrundlag.
Meget spændende. Der står mere om historien hér:

http://viden.jp.dk/explorer/ekspeditioner/arcticexplorer/ekspeditionen/reportager/default.asp?cid=140416

Se byens hjemmeside hér:

http://www.kivalinacity.com/

også med

foto album

I øvrigt er jeg uklar på i hvor høj grad samfundet (samfundene) faktisk er selvforsynende – og i hvor høj grad de lever af dén fattighjælp de får – men netop dét ku’ jo være spændende at undersøge.
Det er lidt interessant at der kun er to lønmodtagere i byen – ud af ca. 450 indbyggere …

 

En lille tur hjemad

.. til Midt-Vestjylland.

Jeg tog min cykel med toget derop sidste weekend, og var rundt og besøge lidt familie.

Der sker en del spændende ting i området – i forhold til bl. a. etablering af naturstier.
En lille del af Rind Å er blevet re-etableret – ligesom Skjern Å i sin tid, men det var et betydelig større projekt.
Blandt andet i dén forbindelse, er nogle lokale i gang med, at få etableret en natursti (trampesti) langs Rind Å.
Fin idé, da der er masser af rimelig afvekslende natur langs åen. Dels er der engdragene, dels plantagerne, der jo nu stort set får lov at passe sig selv, til glæde for både dyr og mennesker.
Der er ingen skovdrift af betydning, så underskoven for lov at gro, og granerne bli’r stående.
Der er også plantet en del ny skov, mest løvtræer, ikke med henblik på brug, men for at øge skovarealet. Andet ligger brak, og hér breder selvsåede træer og buske sig.
Kronhjorten er tilbage i ret pænt omfang, og rådyr er der selvfølgelig en hel del af.

Der er også sat lakseyngel ud i både Skjern Å og Rind Å for en del år siden, og det begynder nu at give resultater.
Der er en del laks i vandløbene igen, selvom man kæmper en del med okker-forurening fra de gamle Søby Brunkulslejer. Stallingerne er også kommet igen, i stort tal, gedder er der selvfølgelig i pænt stort tal – så det er lidt af et lystfisker-eldorado.
Jeg må se at få skaffet mig en fiskestang og komme derop – ‘før jeg bli’r for gammel til at gen-lære det’, som een af dem jeg snakkede med udtrykte det …

Som en del af naturstien langs åen, vil man gen-etablere den gamle vej fra Arnborg til Skarrild – for mange år siden var dén den eneste vej vestud fra Arnborg, og sikkert en meget gammel færdselsåre.
Den gik af brug da amtsvejen Ejstrupholm-Skjern blev anlagt, men var i nogle år brugt som markvej for lokale gårdejere.
Nu er den næsten groet til, men den kan da stadig befærdes – jeg tog turen på cykel for et par år siden, af nysgerrighed.
Med en motorsav og en buskrydder, og måske lidt udfyldning af huller hist og pist, ville vejen blive en god gang/cykelsti – midt gennem lyng og birkeskov.
De gamle veje er gode at bevare – for mig, er det kulturhistoriske mindesmærker – der er flere af slagsen, oppe på min hjemegn, de har ligget i fred i mange år, fordi det dårligt kunne betale sig at pløje dem ned. Generelt var der i en årrække ikke økonomi i landbruget deroppe, men det har ændret sig i takt med fødevare-prisstigninger og afskaffelse af braklægningsordninger.
Så mit indtryk hér sidst var, at mere jord deroppe nu igen er under plov.

Nå, men jeg afsluttede min tur med en – genial – punktering.
Typisk mig havde jeg ikke lappegrej med, og der var 12 km. til nærmeste stationsby …
Heldigvis var der en DagligBrugs ikke for langt væk, så jeg købte lappegrej og cykelpumpe, og fik lavet en nødlapning så jeg nåede mit tog …

Havde en enkelt søvnløs nat da jeg overnattede i en campinghytte med for lidt over mig – kun et tyndt tæppe .. det ka’ være KOLDT om natten i August … glemmer det altid …
Men, så lagde jeg mig på en afsides gravhøj, ikke så langt fra Arnborg, og blundede en halv times tid .. et stykke fra verdens larm, men dog ikke længere væk end jeg ku’ høre bilerne på den nyanlagte Herning-Brande motorvej … svært at komme helt væk fra trafikstøj ..

 

En tur på Maskinen

.. og nej, det er ikke en MC’er eller lignende, det handler om ..

I Svendborg har vi et lille, helt og aldeles selvforvaltet og selvfinansieret kultur-projekt og  -værksted, der hedder Maskinen ..

www.maskinen.info

Jeg er selv støttemedlem, fordi jeg synes ideen er formidabel.
Desværre kommer jeg der ikke så tit som jeg kunne ønske, fordi jeg går og roder med en del andre ting – og så er der jo det almindelige familie- og arbejdsliv ..

Men jeg listede mig derned en tur, i fredags, da de havde et støtte-arrangement bl. a. på grund af nogle problemer de løb ind i for et halvt års tid siden (jfr. hjemmesiden).
Jeg hygger mig enormt med dén karakter af permanent total-teater, der er over alle former for samvær på Maskinen – jeg må sige, jeg har ikk’ rigtigt mødt noget lignende andre steder ..
For mit vedkommende, er min rolle godt nok mest tilskuerens etc. – men dét er jo osse en rolle, i et totalteater.

Som start, var ensemblet Søster Lystig her fra Svendborg på scenen …
.. forstået som tre stole, stillet op ude i gården.
Det var på forhånd meldt ud som akustisk ..
.. hvilket det osse var, med helt og aldeles typisk Maskin-konsekvens ..
Een guitar, tre personer (to kvinder, een mand – lånt til formålet, måske var en percussions-spiller (er det ikke sådan det hedder) sygemeldt eller optaget eller .. )

Ud over guitaren, blot lidt diverse ting og sager der ku’ slå’s og kradses på ..
Absolut No-Nonsense ..

Men herrefin entertainment i 1½ time med diverse klassikere fra tresserne og længere tilbage …

A propos ensembler med Maskin-kontakt …

Husker endnu, at jeg en enkelt gang havde fornøjelsen af at overvære et show med Divedaskdej …
Og nej, det er IKKE en serbisk folkedansergruppe …
Men noget ganske unikt .. skal opleves .. véd ikke om de eksisterer endnu, men en gang imellem genopstår de måske til lejligeheden (hvad denne end måtte være)

Omdrejningspunkt – bl. a. – en didgeridoo
.. men så sandelig osse så meget andet .,.

Så dem på Ollerup Forsamlingshus, til een eller anden Maskin-komsammen ..

Summa summarum, foder til det voksne Legebarn ..
Hvad enten man er passiv eller aktiv …

 

Cykelferie Dresden – Prag

Jeg er lige kommet tilbage fra en cykelferie (for single’r) med guide fra Dresden til Prag.

Pragtfuld ferieform sku’ jeg hilse og sige – det er afgjort noget der skal brygges videre på.

Vi havde en engelsktalende tjekkisk guide og en chauffør, osse tjekkisk – det var et tjekkisk rejsebureau der arrangerede selve turen.
Turen var på ialt 250 km. – vi kørte den på fem dage, med rutelængder der svingede mellem 35 km. og 65 km.
Vi kørte langs Elben og floden gennem Prag som er en biflod til Elben (husker ikke lige navnet).
Så det var fladt og ligeud – fornøjelsescykling, langs en cykelrute, der var sti meget af vejen (og med stor kreativitet lagt for dagen i henseende til belægning. Når nu betonkommunismen sku’ nedlægges, sku’ man selvfølgelig af med al beton’en – men hvorfor sku’ den lige placeres på cykelstierne .. ??)

Fra starten, i Dresden – en by, der blev eftertrykkeligt smadret under anden verdenskrig, men ny er genopført – en lille smule af by-centrum slap gennem tæppebombardementet næsten uden skrammer, og det er det der ses i baggrunden.

Lige lidt klipper og bjerge, stadigvæk tæt ved Dresden ..

.. vente på tog .. og vente .. og vente .. nu tæt på den tjekkiske grænse, men stadig i Tyskland ..
Véd ikke hvad der er med de jernbaneoverskæringer – i hvert fald var de mere lukkede end åbne … vi slap kun igennem når der ikke var udsigt til tog i mindst 10 minutter
.. måske et levn fra det gamle Østtyskland – de ku’ godt li’ bomme …

.. Tjekkiet i forgrunden, Tyskland i baggrunden … en lille by lige hvor grænsen følger Elben … vi krydsede grænsen tre gange indenfor et døgn, uden at mange overhovedet bemærkede det …
Havde vi gjort det samme for 25 år siden havde det nok bevirket en del rabalder …

… ja, der var osse en del terrænløb … sådan krydser en cykelsti floden, i Tjekkiet …

.. og lige en enkelt udsigt over en tjekkisk by, ved Elben …

Tempomæssigt, gik det helt fint, for mig ..
Selvom det skulle være fornøjelsescykling, var det flest motionscyklister, der deltog .. og det lagde tempoet.
Det var ikke noget problem for mig, på de lige strækninger.
Men på de få stigninger, der var på ruten, kunne jeg godt mærke, at jeg havde lidt mere at bære på end de fleste andre ..

Især den sidste kilometer på strækningen trak tænder ud – en ganske uskyldigt udseende tunnel midt i Prag … ‘The Killer Tunnel’

 

Jens Langkniv

Jeg er i gang med at læse romanen om Jens Langkniv.

Det må siges at være en rigtig koloristisk historie.
En rigtig drengerøvsbog, faktisk, hele historien er lidt en mellemting mellem Robin Hood og De Tre Musketerer.

Jens Langkniv var en historisk person, der levede i 1600-tallet, i 30-årskrigens tid.
Der var mange myter og historier om ham i Midtjylland, og på et tidspunkt fandt man ud af at der faktisk var registreret en Jens med tilnavnet ‘Langkniv’ i een eller anden politirapport (eller hvad det nu hed dengang).

I Aakjærs historie starter Jens som en ret almindelig ung mand, der bare var lidt for ustyrlig og viste sig specielt god til knivkast, hvilket imponerede og skræmte de der spillede op til ballade over for ham, men han gjorde ikke nogen fortræd – det behøvede han heller ikke …

Indtil en dag, en degn havde set sig sur på Jens fordi degnens datter var forelsket i ham.
Samme degn var en berygtet hekse-jæger på egnen, der havde fået adskillige kvinder på bålet.
Så fandt han på, for at hævne sig på Jens og få datteren på bedre tanker, at anklage Jens’ mor for heksekunst.
Det sku’ han lissom ikk’ ha’ gjort.
Det kom til et større opgør på en kro, hvor de gjorde holdt, og i kampens hede kom Jens til at stikke en foged ihjel.
Det lyder som et drama med store, svulmende lidenskaber – og det er det da osse, men hele situationen er samtidig en farce .. en balancegang Aakjær mestrer ret elegant flere steder i bogen.
Jens Langkniv er en sand mester i at gøre opblæste autoritetspersoner totalt til grin – og dét er ikke kedeligt.

Han ender – selvfølgelig – som en fredløs strejfer, og det lykkes ham osse at blive rodet ind i 30-årskrigen.
Men de nærmere enkeltheder vil jeg overlade til eventuelle inspirerede selv at få med … jeg kan kun anbefale bogen!

Den ville gøre sig ude-mærket som moderne action-komedie …
Og den har faktisk været filmatiseret – men nok mere som socialrealistisk drama, i 1940,l med selveste Poul Reichard i hovedrollen.

Sku’ nogen ha’ set filmen, eller véd om eller hvor man ka’ låne en kopi, vil jeg da gerne ha’ det at vide …

 

Fødevare-messe og moskusokse-kød

Jeg var lige en tur forbi fødevaremessen i Svendborg, hér i søndags.
Det er første gang, jeg har været der – det er blevet mig anbefalet flere gange, men der er altid lige kommet noget i vejen.

Nå, men det var virkelig spændende.
Det er et foretagende, der hedder Kulinarisk Sydfyn, der står for messen – hvad de præcis er, ved jeg ikke, om de har et eller andet med lokale brancheforeninger eller handelsstandsorganisationer at gøre …

Fokus er i hvert fald på produkter – både råvarer og færdiglavede – af særlig kvalitet og originalitet, ting man ikke sådan lige finder i det lokale supermarked.
Det lever man osse op til, må man sige.
Masser af små producenter, både folk der selv dyrker råvarerne, og andre handlende og producenter.

Jeg faldt over en grønlandsk stand, hvor de solgte moskusokse-kød.
Det sku’ prøves – så havde jeg noget nyt til aftensmaden.
Ku godt ha’ tænkt mig det med nogle lidt spændende svampe, men måtte nøjes med nogle økolgiske forårsløg jeg købte på messen, og ganske almindelige champignons.

Det var nu osse ganske udmærket, gav en fin gullasch.
Jeg begik nok den fejl at jeg skulle ha’ ladet kødet tø helt, og hældt kød-væsken fra, og så stegt kødet i varmt fedtstof, uden væske … det tror jeg, havde været det optimale.
Men det smagte nu meget godt.
En smag – selvfølgelig – lidt i retning af oksekød, men med en svag, karakteristisk og spændende aroma.
Ikke så tørt og kraftigt i smagen – jeg havde måske ventet noget lidt mere i retning af vildt ..
Sku’ nok iøvrigt ha’ haft nogle tyttebær til .. men det må blive en anden gang.

Jeg købte osse noget havtorne-saft (eller vist egentlig en slags flydende gelé). En helt særpræget smag, meget syrlig, og vist nærmest beregnet til madlavning.
Jeg prøvede det i går i noget sammenkogt/stegt grøntsager, og smagen slår godt igennem og gi’r en særlig ‘twist’ til retten.

Jeg fik osse fat i noget stikkelsbærmarmelade.
Stærkt underkendt, sku’ jeg hilse og sige.
Jeg kender stikkelsbær hjemmefra, vi havde et par velforsynede buske – men jeg ved egentlig ikke hvad min mor brugte dem til – grød, tror jeg. I hvert fald ikke marmelade.
En ret nem busk at ha’ med at gøre – rent dyrkningsmæssigt.
Og altså, fine bær til marmelade.

Tjo – som een af mine gode bekendte sagde, der ryger altså en del penge.
For mit vedkommende, godt 300 kr.
Havde jeg nu været på heldags ekspedition, ku’ det nemt være blevet til en go’ del mere …

 

Amerikanske tilstande – en rejse gennem drømmeland

På eet af mine ærinder rundt i landet her forleden, sku’ jeg igennem Fredericia. En times ventetid på toget, så jeg bevægede mig op i byen.
Hér faldt jeg over et bogudsalg.
Jeg købte et par bøger.

Den ene handlede om USA – titlen, er overskriften.

Den er skrevet af to unge journalister, der rejste rundt i USA og besøgte nogle berømte amerikanere – hovedsagelig forfattere, skuespillere, musikere .. denslax.

Jeg kan roligt anbefale bogen.
Det er fint at få nogle andre vinklinger på USA end dem man almindeligvis får.
Når man bli’r lidt irriteret over at de altid skal profilere sig med deres tunge legetøj.
Og lidt for meget skyderi derhjemme i baggården. Og såd’n.

Det er jo nok sådan, at vi allesammen er præget af USA.
Og fascineret, hvad enten vi vil være ved det eller ej.
Jamen, ikk’ så mærkeligt, vel egentlig.

Fordi USA er ny.
Detder med at en flok mennesker kommer til et helt jomfrueligt land og skal starte ‘from scratch” – og det er jo kun 300 år siden!!
Det er da ikke overraskende, at det udvikler sig til eet eller andet .. interessant.

Nå! – Særlig interviewet med Ray Bradbury (Science-Fiction-forfatteren, der skrev ‘Fahrenheit 451′ fangede mig.
Undervejs stod blandt andet, at udtrykket “Den Amerikanske Drøm’ stammer fra en helt bestemt bog, ‘The Epic of America’, skrevet af James Truslow Adams i 1935.

“Den amerikanske drøm er drømmen om et land, hvor livet er bedre for alle. Hvor enhver har chancen for at udnytte sine talenter optimalt. Det er ikke blot en drøm om biler eller høje lønninger, men en drøm om social retfærdighed, som tillader enhver mand eller kvinde uanset herkomst at opnå det fulde udbytte af deres evner”.

Jamen, det er da meget rart at vide …
Lidt stof til eftertanke, som hermed er givet videre …

 

Om cykler, tog, normalitet, enkelthed og synkronisering

Nu har jeg jo ikke bil.

Så en god måde for mig, at komme rundt i landet på, er kombinationen tog / cykel.
Det er som udgangspunkt rimelig godt, effektivt og rimelig billigt.
Og fordelen er, stor aktionsradius, når man når frem.
Man køber en billet til sig selv og cyklen – sidstnævnte til forbavsende lav pris – tager cyklen med ind i toget, sætter sig og kører derudaf ..

Så længe det handler om regionaltog!!
En tog / cykel rejse kan være ganske underholdende, når den benyttes som en del af en ‘bil-fri’ livsstil, kolliderer man tilsyneladende med eet eller andet, det ikke lige er til at sætte fingeren på ..

For på IC3-tog og i lyntog skal man reservere plads til cykler!
Dét er tydeligvis ikke gearet til en ‘bil-fri’ måde at rejse på i dagligdagen.
Hvis man nemlig får sin rejseplan, er der fine og nydelige afgangs- og ankomst-tider for regional- og IC3-tog undervejs.
Fint nok! – Så kan man jo bare reservere plads i det pågældende IC3-tog til sin cykel.

Men det skal jo være effektivt – så der regnes med 5 minutters margin.
Så hvis regionaltoget skulle formaste sig til at være forsinket, står man med et problem allerede ved første skift.
Så jeg vælger at rejse med regionaltog (i mit tilfælde mellem Odense og Fredericia) da jeg altid kan ta’ cyklen med hér.
Det ta’r lidt længere tid – men så rejser jeg ‘med bred margin’ – afsætter rigelig tid til rejsen.
Fordelen er også, at man er sikker på plads i regionaltoget.
En dag, da jeg lavede dét nummer, kom der en kontrollør i Odense-Fredericia bumletoget og så mine biletter – jeg tror nok det var til Brande – han kiggede på mig med en blanding af forvirring og krænket autoritet: “Det er det forkerte tog” ..
.. jeg opgav at forklare ..

En gang rejste jeg med IC3-tog – da havde jeg godt nok ikke cyklen med.
Men problemstillingen er den samme.
‘Løse forbindelser’ i begge ender af rejsen, som gjorde, at jeg umuligt kunne vide, hvilket tog jeg præcist skulle med – hvormed en pladsreservation ikke gav mening.
Resultatet var, at jeg i toget måtte ‘krydse’ en del frem og tilbage mellem ledige siddepladser, fordi den jeg sad på blev reserveret undervejs ..
OK for mig, for det er jo vilkårene.
Men det blev åbenbart for meget for en nydelig karrierekvinde, der sad på sædet overfor – med let nedadkrængede mundvige og tydelig kvindelig misbilligelse så hun på en medpassager og bemærkede: “Jeg kan ikke forstå at folk ikke reserverer plads når de ta’r ud at rejse”.

Her forleden gik det galt i Fredericia.
Jeg var på vej til Brande med min cykel, og lavede mit sædvanlige nummer med at ta’ regionaltoget Odense-Fredericia, og ville så fortsætte med regionaltoget Fredericia-Struer.
Mit mål var Ringkøbing, jeg ville cykle fra Brande til Skjern, for at gøre en tur ud af det.
Men hvad jeg havde glemt var, at der var sporarbejde mellem Fredericia og Vejle.
Så alle regionaltog var aflyst mellem de to stationer – der kørte kun lyntog og IC3-tog.
Og dér skal der jo reserveres plads til cykler. Og alt var optaget.
Uuups.
Hvad gør man så lige?
Ja, hvor kørte der regionaltog? – Mod Esbjerg, såmænd.
Så jeg købte togbillet og cykelbillet til Tarm.
Så fik jeg alligevel en cykeltur ud af det. Tog nemlig turen fra Tarm, syd om Ringkøbing Fjord, op gennem Holmsland Klit og ind til Ringkøbing.
Det var l-i-d-t længere end jeg lige havde regnet med .. men rimelig ubesværet, og en fin tur.

Pointe .. ?
Det er ikke altid enkelt at leve enkelt.
Selv en så uskyldig ting som at bruge cykel / tog i stedet for bil, ramler ind i nogen strukturer og kulturer, der tydeligvis ikke rigtig er gearet til det ..
Man retter sig mod forretningsmænd/taxa og strølinet planlagte ferierejser.
Andet er en slags halvdårlig opførsel.
Eller i hvert fald mærkeligt …

 

CO2 fri fest

.. uden løftede pegefingre …

Jamen, det er da en ganske genial idé ..

http://www.co2penhagen.com/

Der er egentlig ikke så meget at sige om det – men følg med på hjemmesiden.
Det er et initiativ lige efter mit hoved .. eller hjerte, om man vil ..

Og ha’ en rigtig go’ pinse …

 

Det enkle liv – og frihed

.. eller uafhængighed ..

Lidt i forlængelse af kommentarer til et tidligere indlæg ..

http://www.det-enkle-liv.dk/?p=533

Jeg har det fint med at leve med en vis grad af luksus.
Det er fint, med en pæn indtægt.
Men jeg vil helst ikke være afhængig af det.

Forstået sådan, at det er godt at leve på en måde, så selv en betydelig indtægtsnedgang ikke nødvendigvis betyder, at alting kollapser.
Det giver både mindre stress og større råderum i livet.
Man kan kalde det, en form for kriseberedskab.
Eller omstillingsparathed.
For nogle, kan det være en åben dør til eventyret, til at kunne kaste alt over bord og begynde et nyt liv – i nabohuset eller på den anden side af jordkloden.
Fordi man véd man kan leve på en sten.

Det handler om, ikke at være bundet af meget udgiftskrævende ting.
Bilen er en klassiker.
Det dyre hus, ligeledes.
Det store arsenal af husholdningsmaskiner.
Og også, afhængigheden af stil – i både tøj og boligindretning.
Især det sidste, er en evig kilde til konflikt – og et hyppigt anvendt ammunition til at skyde en hvilken som helst tale om enkelthed i stumper og stykker – men det er en historie for sig.
Endelig er der det besynderlige fænomen, at nogle mennesker – især mænd – kategorisk nægter at lære at lave mad. Så kan man jo kun få mad, hvis man går på café eller restaurant.
Dertil, at rigtig mange er bange for at eksperimentere.

Alt andet lige, er man da mere selvberoende hvis man lever enkelt, på de områder.
Det er ikke synderlig dramatisk, og går ikke engang særlig meget ud over bekvemmeligheden – eller sanseligheden, eller mængden af oplevelser.

At leve uden bil – jamen, man vænner sig til at benytte kombinationen cykel og offentlige transportmidler – kommer langt omkring uden særlige problemer, og får dertil oplevelser, bilister ikke får ..
Det er ressourcevenligt, og det gavner helbredet ..

Huset, boligen .. det vender jeg tilbage til ..

At lave mad .. jamen, jeg har intet på at gå på restaurant eller bruge kantinerne .. det gør jeg selv ganske meget ..
Men jeg KAN lave mad, og jeg GØR det.
Så jeg er ikke hjælpeløs, hvis jeg en dag ikke lige har råd til dén fornøjelse.
Dertil er der den spændende udfordring, i at prøve at leve af ikke for meget kød – f. eks. lege med vegetar-retter – herunder mad, lavet af billige, lokale produkter.
Samme oplevelse, for færre penge og mindre ressourceforbrug. Og et bedre helbred.
Jeg tager det i høj grad som en hobby, og mener så også, at man bør prøve det mens ressourcerne er der – så er krise-beredskabet langt bedre.

På flere punkter, som det ses, kan man få helbredsmæssige gevinster – ganske betydelige, endda.
Så belaster man hverken sygehusene eller medicinalindustrien så meget – og man er mindre afhængig af disse. Så kan disse bruge ressourcerne, når man virkelig får brug for det ..

Som tidligere nævnt, er jeg vokset op med enkelthed.
Og selv om jeg i høj grad er til god mad, og til et godt, bekvemt og afvekslende liv i det hele taget, er det min oplevelse, at med nogle ganske få forbedringer, havde vi dengang, hvad der skulle bruges, til et virkelig godt liv – rent materielt.
Det er en daglig udfordring for mit intellekt, at finde ud af, hvorfor dælen det er nødvendigt med gigantiske mængder af staffage, for lige at hive de sidste 10% hjem, der manglede hos os, for at opnå et rigtig godt liv …