Kivalina

Jeg har altid været fascineret af fjerne samfund, afsides beliggende steder – især nordpå.
Så når der er en anledning til at præsentere eet af disse samfund, er det da med at gribe chancen.
Det er der så hér – omend baggrunden er lidt trist, lidt uhyggelig ..

I Horisont (DR1 TV) så jeg for en uges tid siden en udsendelse om et lille samfund i Alaska, Kivalina.

Det er et – blandt mange andre – samfund hvis indbyggere er inuitter (eskimoer) som lever næsten helt isoleret fra resten af verden – som også mange lignende samfund på Grønland.

For at overleve, er de stadig nødt til at tage ud på sæljagt, om end de nu til dags får et supplement fra den omgivende verden, dels i form af fattighjælp (som det kaldes), dels i form af (nogle) fødevarer.
Men et langt stykke hen ad vejen må de klare sig selv.
De har også en lokal administration, ledet af en landsby-øverste – tror hun har titel af stammehøvding eller lignende.

Det er tankevækkende, at der stadig findes samfund, der langt hen ad vejen er ‘left to their own devices’ både i henseende til (fødevare)forsyning, og ledelse.
Det kunne være spændende at forske i, hvordan sådanne samfund fungerer – måske som inspiration for nogle øko-samfund, der også eksperimenterer med selvforsyning og selvforvaltning.
Selvberoende uden at afskære sig fra verden.

Det er een ting.
Når Kevalina er kommet på verdens dagsorden, er det fordi de er ofre for den globale opvarmning, og de har besluttet at prøve at gøre noget ved det.
Byens problem er, at den ligger på en lav tange der rager ud i havet, så når vandstanden stiger, og isen smelter, går det galt.
I første omgang trues byen af oversvømmelse hver gang der er kraftige storme, på sigt kommer området simpelt hen til at stå under vand.
Desuden er husene bygget direkte på permafrost-laget, som altså udgør husenes fundament.
Så når permafrosten smelter, ser det skidt ud. Husene bliver simpelt hen ustabile.

Staten Alaska nægter at give indbyggerne støtte til at flytte byen, da dét kan skabe præcedens for de talrige andre små-samfund op langs kysten. Mange står i samme situation.

Derfor har indbyggerne i Kivalina valgt intet mindre end at sagsøge en række af de mest CO2-udledende selskaber i USA, med et erstatningskrav for at ødelægge deres livsgrundlag.
Meget spændende. Der står mere om historien hér:

http://viden.jp.dk/explorer/ekspeditioner/arcticexplorer/ekspeditionen/reportager/default.asp?cid=140416

Se byens hjemmeside hér:

http://www.kivalinacity.com/

også med

foto album

I øvrigt er jeg uklar på i hvor høj grad samfundet (samfundene) faktisk er selvforsynende – og i hvor høj grad de lever af dén fattighjælp de får – men netop dét ku’ jo være spændende at undersøge.
Det er lidt interessant at der kun er to lønmodtagere i byen – ud af ca. 450 indbyggere …

 

Nok en tur til Skarø

Vi er en lille gruppe, der efterhånden har en fast tradition for at tage på en ‘ø-tur’ hen på efteråret.

Målet i år var Skarø. Jeg har efterhånden været der en del gange, men det er en rar oplevelse hver gang.
Det er lidt som at komme hjem – 50 år tilbage i tiden.
Skarø er en lille ø – kun et par kv.km.
Men for en tid tilbage boede der faktisk et par hundrede mennesker på øen.
Der var et par store gårde, og nogle små husmandssteder – samt en lille landsby.
Utroligt, hvad man kan klemme sammen på to km.

De små husmandssteder ligger der stadig, de ser ud som de altid har gjort .. ikke renoveret til ukendelighed, men blot pænt vedligeholdte. Ingen nye parcelhuse eller sommerhuse.
Bittesmå veje. Ingen biler.

Der er ikke meget landbrug mere .. mindre end sidst jeg var derovre, mener jeg ..
Men der er et kodriver-laug, der har noget langhornet skotsk højlandskvær gående.

 

… køerne ville ikke så gerne fotograferes, men de er der da, i baggrunden ..

Det er forbavsende, så let man får fem timer til at gå på sådan en lille klat land ..
Gå lidt rundt, nogen af os gik i vandet, gå på opdagelse efter eet-eller-andet whatever, man nu ligfe er blevet interesseret i ..
Vi tilbragte en del tid med at se om vi ku’ få fat i en økologisk is baseret på birkesaft, som de reklamerede med ved øens købmand – som desværre var lukket da vi kom.
Det måtte vi dog opgi’ … men vi fik hilst på nogle af de lokale (der bor omkring 30 på øen nu) der sad på en tilgroet gårdsplads og drak en tidlig eftemiddags-øl.
Pudsigt, dét ville man ikke se på en ’standard’ dansk gårdsplads – og man ville i hvert fald helt sikkert ikke gå ind og hilse på og spørge om økologisk birkesaft-is.

Jeg var lige en tur ude forbi Skarø Rev.
Det er en ordentlig revle, der går langt ud i vandet.
Med fin sand, den må være udmærket til badning (jeg er ikke selv den store vand-dyrker).

 

Nordby, Samsø

Jeg havde lige et ærinde på Samsø i går og i forgårs.

Jeg kommer derop et par gange mere i forårets og sommerens løb, og skal nok gi’ videre hvad jeg finder af spændende pletter.

Det er med Samsø, som med de fynske små-øer, der er ikke næsten intet nybyggeri, og husene er nænsomt restaurerede – desuden er der kun een vej, der er trafik på af betydning (i hvert fald hér om vinteren).
Som en rejse tilbage i tiden.

Jeg vil lige hér nævne Nordby, og Nordby Bakker (hvor ø-lejren ligger)
Nordby skulle være Danmarks bedst bevarede landsby (fordi gårdene aldrig er blevet udskiftet) – og den er stor … Strynø By i mega-udgave.

http://www.nordbysamso.dk/

 Vi kørte ud mod ø-lejren, vest ud ad Nordby; hvis man kører en smule ud ad Vestre Ringvej, går der en lille vej til venstre (husker ikke lige navnet) som et par hundrede meter fremme forgrener sig i to. Man skal holde til højre – så kommer man ud poå en rigtig idyllisk, snoet grusvej ned gennem bakkerne og ned til kysten, hvor der ligger et par ensomt beliggende smågårde – selvfølgelig renoveret – men dog nænsomt - og brugt som sommerhuse, men alligevel …
Prøv dén tur hvis vejen skulle falde forbi …