Jeg er vokset op med enkelthed.
Mad på bordet, tøj på kroppen, tag over hovedet.
Vi havde, hvad vi skulle bruge. Måske lige med undtagelse af mine første leveår, da var vi reelt fattige, men det er en anden historie.
‘Hvad vi skulle bruge’ – hvad vil dét sige?
Et hus, med plads nok – og et hus der fungerede.
Selve stuehuset var vel 70-80 kvm., køkken, (lille) stue, to (små) værelser. Helt OK til tre mennesker (jeg var enebarn), for mig at se.
Vi havde pumpe i gården, gennem hele min barndom.
Vi vaskede os i køkkenet, og vi havde et gammeldags ‘das’ i laden – helt frem til omkring 1970.
Mad.
Fast ramme, rytme, vane .. som det nok er for folk flest …
Rugbrød med ost, franskbrød (hjemmebagt) med marmelade (ofte hjemmedyrket / hjemmelavet) til morgenmad.
Rugbrød med standardpålæg til middagsmad.Varm mad om aftenen – kartofler med sovs, kød – typisk kødboller, frekadeller eller stegt flæsk – lidt ensformigt, men næringsrigt og også nogenlunde næringsrigtigt.
Kaffe og lidt småkager om aftenen. En mere ‘regulær’ kage, når det gik hårdt til.
Tøj – ja, vi havde hvad vi skulle bruge .. tøjet var aldrig beskidt (jo, arbejdstøj, selvfølgelig) eller hullet.
Skoletøjet var ‘pænt tøj’, og vi havde også lidt ’selskabstøj’ – et enkelt jakkesæt, min mor havde et par kjoler .. og enkelte smykker ..
Sko, træsko, støvler .. i rimelig stand ..
Pumpen i gården var et irritationsmoment på nogen måder, men til at leve med. Hygiejnemæssigt er det ikke så smart (brønd med overfladevand) men det klaredes ved at koge vandet.
Det største problem var, at vi (min far) ikke fik vedligeholdt huset særlig godt.
Det lå måde i hans gemyt, og i kulturen, at man ikke tog lån.
Og da min far heller ikke havde håndværkergenet, blev huset noget forsømt.
Absolut ikke på nogen måde uegnet til menneskebolig, men det gik efterhånden ud over især ‘det løse’: vinduer, døre, enkelte steder også murværket .. og også lidt de bærende konstruktioner.
Dog ikke katastrofalt, huset står endnu (og er blevet moderniseret – næsten – til ukendelighed).
Men ellers, grundsubstansen var i orden – læ, ly og varme – og med blot en smule forbedringer, ville det være en fin måde at bo på.
At vi vaskede os i køkkenet, var et irritationsmoment der var til at leve med.
Vi havde gammeldags ‘das’ i mange år. Det gammeldags ‘das’ var ikke så rart.
Havde jeg stået hvor vi stod dengang, med de opfindelser vi har i dag, ville en oplagt forbedring være, et mult- eller komposttoilet. Opvarmet. Jeg har set flere af dem, de fungerer fint. Det ku’ jeg sagtens leve (bo) med.
Det ku’ så kombineres, f. eks. med opsamlingstank til regnvand, til bad.
Min far – især – havde holdningen, hvad skulle vi med mer’ end det absolut nødvendige.
Det er ikke helt sådan, jeg ser på det – men dét liv har præget mig meget.
Det er een af grundene til, at jeg prioriterer anderledes, end de fleste.
Min far var ikke asket af religiøse grunde – det var snarere en blanding af, at han ikke havde brug for så meget, og af, at han var en noget bitter mand.
Selv er jeg ikke så bitter, og jeg har brug for – og lyst til – mere, end han havde.
