Religion fylder egentlig, som udgangspunkt, ikke meget i mit univers.
Igen noget, jeg tror, har at gøre – både med mit personlige gemyt, og med min baggrund.

Vi er et praktisk folk, og mange, der rejste rundt derude, lod ikke chancerne gå fra sig for at nyde livet …
Nu var det jo så osse sådan, desværre, at kårene var elendige for småfolk i århundreder.
Livet var hårdt og slidsomt, og belønningerne var ikke mange, og håbet var ikke stort.

Derfor fik Indre Mission indpas, da den dukkede op i landet i midten af forrige århundrede.
Inspireret fra de religiøst-radikale kristne i USA, har jeg hørt.

Det udviklede sig mange steder til en skyttegravskrig mellem Indre Mission og Grundtvigianerne – valgmenighedsfolkene.
Tit i en grad så sognene blev delte, og så det gik hårdt ud over den ene gruppe, hvis den var i udtalt mindretal.

Det er så også derfra, jeg – indirekte – kender den mørke side af Indre Mission.

Der har dog nok altid været en stærk funderet almue-tro blandt mange derude, som et værn mod livets barske realiteter.

Men for mig var naturen et bedre rum for at møde verden, end kirken.
Måske er jeg også lidt den sanselige type – kirken har altid virket lidt skræmmende, dyster, på mig – og ingen i min familie var særlig religiøse.
Praktiske folk, som sagt – gode gilder, godt gårdmands-skab, på godt og ondt.

Min nærmeste familie var ateistisk – eller videnskabstroende, kan man måske sige.
Jeg selv kalder mig ‘funktionel ateist’ hvormed jeg mener at mine tanker og min gøren og laden på alle områder er som hos ateister.
Når jeg tager forbehold, er det netop på grund af skepticisme.
Ateisme er efter min mening ikke skepticisme – nærmere en – forståelig – udtryk for trods mod religion og religiøs dominans – og alle de ulykker, den (også efter min mening) forårsager.

Jeg er landet i nærheden af det, jeg har set betegnet som ‘den rationelle tilgang til religion’ – deisme, panteisme, agnosticisme.

  • Deisme: Det er muligt der findes en Gud, men han blander sig ikke i verdens gang, og da slet ikke i det enkelte menneskes liv eller menneskenes samfund.
  • Panteisme: Gud er identisk med universet eller kosmos, og er en helhed bestående af den materielle aspekt og et åndeligt aspekt, som kunne kaldes en ‘verdenssjæl’
  • Agnosticisme: Vi kender ikke – og kommer aldrig til at kende – Guds natur til bunds.

 Jeg mener, der er et par problemer ved ‘hard-core’ ateisme …
Blandt andet, at der er helt elementære fænomener, som ateister ikke forholder sig til, når / hvis udgangspunktet er en streng naturvidenskabelig tilgang til tilværelsen.
 Jeg mener også, at man må tage visse aspekter af religiøse oplevelser alvorligt – at de faktisk kan være en form for kontakt mellem det enkelte menneske og Gud / den kosmiske kraft. Men når dét er sagt, mener jeg også, at den hovedparten af dét vi kalder  religiøs oplevelse og tro er dybt problematiske, og at der er stærke indicier for at det forholder sig sådan.

Alt dette er en slags ‘arbejdshypoteser’ – og jeg har som sagt, som udgangspunkt, ikke det store behov for at beskæftige mig med dem …
Hvis altså det ikke lige var fordi religion igen er blevet en markant faktor i politik og kultur i nutidens verden … på måder der tit og ofte får det til at løbe isnende koldt ned ad ryggen på mig ..

Om jeg er bange for at dø .. ?? – Jo sør’me så .. men min illusion kan sagtens bygges op om tanken om en verdenssjæl – måske er jeg bare en del af dén … men det har s’mænd ikke den store praktiske betydning i mit daglige liv …

Vi er bare dele af et kosmisk eksperiment – og hvordan vi klarer os, er helt og holdent op til os selv – eller sagt på godt dansk, det må vi selv ligge og rode med ..
Det er såmænd osse meget nemmere, på dén måde .. vi finder nok ud af det …